PRESSEMEDDELSE

Ny aftale for politi og anklagemyndighed sikrer milliardstyrkelse af indsatsen mod økonomisk kriminalitet

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om en ny flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi, der bl.a. udvider politistyrken til ca. 12.000 personer og styrker indsatsen mod økonomisk kriminalitet markant med mere end 1 mia. kr. over en femårig periode. Der etableres desuden en ny treårig politiuddannelse og en ny efterforskeruddannelse på Politiskolen med fokus på økonomisk og digital kriminalitet, ligesom aftalen sikrer løn under en større del af politiuddannelsen.

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om en ny flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi for perioden 2026-2030. Aftalen øger politiets og anklagemyndighedens økonomiske ramme med knap 1,5 mia. kr. i 2030 i forhold til 2025.

Kriminalitetsbilledet har de seneste år ændret sig markant, og det stiller nye krav til samfundet og ikke mindst til retssystemet. I takt med den teknologiske udvikling foregår mere og mere kriminalitet digitalt – f.eks. er der sket en markant stigning i antallet af sager om økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet.

Det er en udvikling, partierne bag aftalen ser på med stor alvor. Aftalen sikrer derfor bl.a. en markant styrkelse af politikredsenes indsats mod økonomisk kriminalitet med mere end 1 mia. kr. over aftaleperioden. Politikredsene styrkes med flere efterforskere, anklagere mv. og medarbejdere med specialiserede kompetencer inden for skat og revision.

Med aftalen sikres derudover bl.a. en ny uddannelse for civile efterforskere, der skal ruste politiet til at bekæmpe ikke mindst økonomisk kriminalitet med flere og stærkere kompetencer. Aftalen betyder samtidig, at der bliver indført løn under dele af politiuddannelsen, at indsatsen over for arbejds- og velfærdskriminalitet bliver styrket, og at sårbare ofre, som f.eks. ofre for vold i hjemmet, og børn, der udsættes for vold, får bedre hjælp. Samtidig investerer aftalepartierne massivt i flere hænder til anklagemyndigheden, som sammen med den seneste aftale om domstolenes økonomi skal sætte ind mod de lange sagsbehandlingstider for straffesager. Herudover styrkes landets politikredse og nærpolitiet også med aftalen. Derudover styrkes politiets beredskabsmæssige parathed og robusthed til bl.a. håndtering af sikkerhedssituationen.

Læs Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2026-2030 her.

Læs Bilag 1. It-kapacitetsloft her.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

”Jeg er glad for, at vi har landet en bred flerårsaftale, der sikrer et milliardløft af politiets og anklagemyndighedens økonomi frem mod 2030. Det betyder flere betjente på gaden, og det betyder en markant styrkelse af indsatsen mod økonomisk kriminalitet med mere end 1 mia. kr. over fem år. Vi indfører samtidig en ny treårig politiuddannelse og en helt ny efterforskeruddannelse, der skal give politiet stærkere kompetencer til at bekæmpe økonomisk kriminalitet. Jeg er desuden rigtig glad for, at vi efter forslag fra regeringen er blevet enige om at sikre løn under en større del af politiuddannelsen, så endnu flere forhåbentlig får lyst til at søge ind på politiskolen. Med aftalen ruster vi politiet og anklagemyndigheden til effektivt at bekæmpe nutidens og fremtidens kriminalitet til gavn for borgerne.”

Preben Bang Henriksen (V) siger:

“Nu får politiet et stort løft. Det har været tiltrængt. Med den voldsomme stigning i økonomisk kriminalitet har politiet desværre måtte prioritere i alt for stort omfang. Det er bl.a. gået ud over såvel store økonomiske sager som sager vedrørende svindel mod ældre. Derfor hilser vi i Venstre oprustningen på området meget velkommen. Personligt er jeg også glad for, at der er opnået opbakning til Venstres forslag om, at dømte for særlig grov økonomisk kriminalitet i højere grad skal kompensere staten for udgifterne til opklaring af sagen. Dybest set er forbryderen alt andet lige nærmest til at dække udgifterne til oprulningen af egen kriminalitet.”

Nanna Gotfredsen (M) siger:

”Med et kriminalitetsbillede i forandring tager vi med aftalen nu væsentlige skridt til at sørge for flere politi’er, mere uddannelse, fremme af bredere faglighed og mere delt viden på tværs og lokalt med gerne bedre bekæmpelse af vold/drab, had og udnyttelse til følge, mens der samtidig skal blive taget bedst mulig hånd om sårbare ofre – og ligeså når det gælder tilskadekomne betjente. Vi skal passe godt på de ramte, også, og ikke mindst, på dem der passer på os alle sammen.”

Betina Kastberg (DD) siger:

”Noget af det første, vi i Danmarksdemokraterne sagde, da vi kom i Folketinget, var, at vi ville være en del af politiforliget, fordi danskernes tryghed er det, der betyder allermest for os. Nu er vi en del af politiforliget med denne aftale, og det er jeg rigtig glad for. Vi skal have styrket politiet, og det gør vi nu, hvor både politiuddannelsen og politistyrken får et løft. Det har været vigtigt for mig, at lokalpolitiet også får en større tilstedeværelse. Det kræver, at vi politisk afsætter flere midler, og der er denne aftale et skridt på vejen. Derudover vil jeg fremhæve muligheden for øget brug af ansigtsgenkendelse og nye metoder indenfor DNA-området, der styrker politiets efterforskningsmetoder og bl.a. vil gøre det lettere at opklare voldtægtssager i fremtiden.”

Karina Lorentzen (SF) siger:

“I SF har vi i årevis kæmpet for, at ofre for partnerdrab, partnervold og stalking bliver taget mere alvorligt. Jeg glæder mig derfor over, at vi nu får en partnerdrabskommission, et servicetjek af politiets redskaber til at beskytte ofrene og en undersøgelse af, om vi kan lave et krænkerregister over de mest aktive udøvere, så vi kan forebygge bedre og beskytte ofrene langt stærkere. Samtidig er jeg stolt af, at SF endelig har fået gennemført en særlig enhed til bekæmpelse af natur- og miljøkriminalitet. Naturhærværk har i alt for mange år været for konsekvensfrit, og nu sikrer vi, at ødelagt natur mødes med samme alvor som al anden kriminalitet. Og endelig tager vi et vigtigt skridt i kampen mod arbejdskriminalitet og økonomisk svindel, som ødelægger sammenhængskraften i samfundet, presser lønmodtagere og rammer helt almindelige mennesker. Det her er store sejre for SF og for alle dem, der fortjener retfærdighed – både mennesker og naturen omkring os.”

Mette Abildgaard (K) siger:

“Vi får både flere betjente på gaden og flere efterforskere af digital kriminalitet, det er vi rigtig glade for i Det Konservative Folkeparti. Samtidig styrker vi indsatsen mod partnerdrab markant og får en langt mere professionaliseret indsats mod miljø- og naturkriminalitet. Det har også været en vigtig prioritet for os Konservative.”

Rosa Lund (EL) siger:

“Det her politiforlig er et vigtigt skridt i at rette op på den ulighed, der i alt for mange år har præget dansk strafferet. Alt for længe har samfundets top – de rige banditter i habitter – kunnet slippe for konsekvenser, mens helt almindelige mennesker blev efterladt med regningen. Derfor er det en kæmpe sejr, at dem der laver millionsvindel fremover skal være med til at finansiere politiets arbejde gennem højere bøder. Det er også en sejr, at vi nu får 30 årsværk dedikeret til at bekæmpe arbejdskriminalitet. Det kommer til at gøre en konkret forskel for de mennesker, der bare prøver at passe deres arbejde og leve et ordentligt liv. Og endelig har vi sikret et løft på hadforbrydelsesområdet: En koordinator i hver politikreds, så vi kan sikre, at hadforbrydelser bliver taget alvorligt – fra anmeldelse til dom.”

Mette Thiesen (DF) siger:

”For Dansk Folkeparti er det helt afgørende, at vi ikke ser massiv “vask” af sager som tidligere, men at danskerne kan regne med, at sager efterforskes og opklares! Danskerne skal kunne regne med et politi, der kommer, når de ringer, og som passer på dem. Derfor kræver vi også et stærkt fokus på god ledelse og et politi med tid til kerneopgaven. Denne aftale er et lille skridt i den rigtige retning, men ikke nok. Derfor kæmper Dansk Folkeparti videre for at sikre den politistyrke, som danskerne fortjener!”

Zenia Stampe (RV) siger:

”Det her er en stor og vigtig aftale, der afspejler politiets brede og komplekse opgaver – fra efterforskning af økonomisk kriminalitet til tryghed på gaden. I Radikale Venstre har vi især lagt vægt på arbejdet med forebyggelse og en styrket indsats mod vold i hjemmet, miljøkriminalitet og hadforbrydelser. Det er indsatser, der øger trygheden i hjemmet, på gaden og for fremtiden.”

Bjørn Brandenborg (S) siger:

“Dansk politi leverer et imponerende stykke arbejde hver eneste dag. Med den her aftale styrker vi politiet med et milliardløft, der giver bedre vilkår og stærkere redskaber. Vi tager et vigtigt skridt i kampen mod økonomisk kriminalitet og giver politiet nye værktøjer som et Y-STR-register og bedre muligheder for at bruge DNA i efterforskningen. Det ruster politiet til at opklare endnu flere alvorlige forbrydelser og skabe mere tryghed for danskerne.”